23948sdkhjf

Hummel melder fyret direktør til politiet for bedrageri

Hummel-ejere fortæller nu, hvorfor den mangeårige direktør Søren Schriver blev sat fra bestillingen forleden.
Tøjfirmaet Hummel sagde for små to uger siden farvel til sin direktør igennem mange år, Søren Schriver.

Dengang fremgik det ikke helt klart, hvorfor Schriver var smidt på porten.

Men onsdag har bestyrelsesformand Thor Stadil på en telekonference forklaret, at man agter at politianmelde Schriver.

Det sker ifølge Børsen, fordi den forhenværende direktør efter bestyrelsens overbevisning har forsøgt at begå bedrageri og mandatsvig.

Det er sket i forbindelse med en ejendom i Tyrkiet, som Hummels tyrkiske datterselskab stod over for at skulle leje sig ind i.

Thor Stadil - der har aktiemajoriteten i Hummel sammen med sin søn Christian via holdingselskabet Thornico - mener, at Schriver uden om bestyrelsen forsøgte at købe sig ind i ejendommen.

Samtidig er det ejerkredsens opfattelse, at Søren Schriver har forsøgt at true en forretningspartner i Tyrkiet til at indgå en aftale.

På et pressemøde onsdag aften, som TV2 News transmitterede, uddybede Christian Stadil sammen med sin advokat, Christian Kjølbye, anklagerne.

Her blev der blandt andet afspillet optagelser af samtaler mellem Hummels tyrkiske forretningspartner og Schriver, hvor den omtalte aftale omtales.

En tydeligt vred Christian Stadil forklarede bagefter, hvordan han føler sig ført bag lyset af en mand, han har arbejdet sammen med i 20 år.

- Når jeg hører den her optagelse igen, så bliver jeg påvirket af det.

- Det er en skuffelse og mere end det, sagde den kendte virksomhedsleder.

Ifølge Søren Schrivers advokat, Finn Schwarz, som Børsen har talt med, er beskyldningerne grundløse.

Han mener derfor, at bortvisningen er uberettiget og varsler over for Børsen et millionkrav mod Hummel.

Det sker, blandt andet med baggrund i den millionbonus som Schriver går glip af med fyringen.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093